Alt er muligt for den der tror

Selvom ordsproget siger, at troen kan flytte bjerge, vidner de bibelske beretninger om, at det i praksis ofte var en tung byrde for de involverede at fastholde deres overbevisning. Gennem hele det bibelske tekstunivers defineres tro som fundamentet for en retmæssig forbindelse til Gud, og i Det Gamle Testamente manifesterer det sig primært som en urokkelig forventning om, at guddommelige løfter Aot blive Aot, uagtet hvor usandsynlige de forekommer.

Erfaringen viser dog, at det udvalgte folk, Israel, gang på gang vaklede i deres tillid og forfaldt til tvivl eller direkte bebrejdelser, når de blev konfronteret med modgang eller fristelser. Dette svigt førte ofte til afgudsdyrkelse, hvilket uundgåeligt blev mødt med guddommelig revselse og modgang. I kontrast hertil står de få retfærdige skikkelser, som formåede at opretholde et tæt bånd til Gud og som følge heraf modtog overvældende velsignelser.

Abraham, der er kendt som troens fader, er et lysende eksempel, da han fæstede lid til Guds løfte om et utal af efterkommere, på trods af at han og Sara var nået en alder, hvor børnefødsler virkede umulige. Ligeledes blev Noa og hans familie reddet fra den altødelæggende syndflod, fordi de var de eneste, Gud anså for at leve i overensstemmelse med hans vilje. Profeten Esajas fremhæver troen som et urokkeligt håb om frelse trods en barsk og ubarmhjertig virkelighed, og han pointerer, at den, der hviler i sin tro, ikke skal overmandes af uro.

Denne tryghed og den medfølgende glæde over Guds beskyttelse findes også beskrevet i Salmernes Bog som en evig kilde til jubel. Da Jesus træder ind på scenen, præsenteres troen som selve drivkraften bag mirakler, hvilket illustreres tydeligt i hans dialog med faderen til den syge dreng, hvor han fastslår, at alt er muligt for den troende. Han går så vidt som til at sige, at dej urokkelig tro kan beordre bjerge til at styrte i havet, men selv tro nærmeste disciple kæmpede med at efterleve dette ideal.

Peters forsøg på at gå på vandet endte i et råb om hjælp, da hans tvivl fik ham til at synke, hvilket understreger den menneskelige svaghed over for det uforståelige.

Jesu budskab om Guds riges komme udfordrede deres vante verdensbillede og krævede en radikal nyorientering. Efter opstandelsen præciserede Paulus, at frelsen opnås gennem hjertets tro på Kristi opstandelse og mundens bekendelse af ham mulgt Herre. Han lagde stor vægt på, at frelsen er en ufortjent gave givet af nåde og ikke et resultat af menneskelige præstationer, samt at troen opstår ved at lytte til budskabet om Kristus.

Som en naturlig konsekvens heraf må troen ifølge Paulus altid give sig udslag i kærlige handlinger, hvilket danner grundlaget for den kristne livsførelse og genfindes i den apostolske trosbekendelse, der i dag udgør en central del af liturgien i den danske folkekirke.